Der var engang en enkebondemand. Han havde en eneste søn. Trods deres store fattigdom var bondesønnen velsignet med et smukt ansigt som alle på egnen mente kun engle havde lige. Det eneste som overgik bondesønnens skønhed var hans godhed og varme hjerte og derfor var han elsket af alle han mødte. Kun én holdte ikke af bondesønnen. Enkebonden havde for år tilbage giftet sig med en gammel enlig dame fra den nærliggende landsby. Hun havde haft ry for at være ond og grim og derfor aldrig tidligere været gift - men enkebonden var i pengenød og hun havde penge så derfor giftede de sig. Stedmoren hadede bondesønnen fordi han var så smuk og så god og fordi alle elskede ham.
For at få bondesønnen af vejen havde stedmoren overtalt enkebonden til at finde en pige til bondesønnen. En dag havde en kongelig karet kommet forbi deres lille gård. Inde fra kareten havde prinsessen fået øjet på bondesønnen og bedt følget stoppe straks. Et bud blev sendt ind til enkebonden og stedmoren om at de øjeblikkeligt skulle komme ud til kareten. Ude ved kareten ventede prinsessen. Enkebonden og stedmoren faldt i deres forbløffelse på knæ og bøjede hovedet for prinsessen.
“Rejs I jer blot” sagde prinsessen. “Jeg kom forbi i min karet og fik øje på jeres smukke søn - en mand velsignet med sådanne skønhed kan kun være god og modig, derfor har jeg besluttet at lade ham komme på prøve”.
Enkebonden og stedmoren kiggede både overrasket og stolt på hinanden. “Som de ønsker deres kongelig højhed” udbrød stedmoren og nejede for prinsessen. Prinsessen fortalte dem at bondesønnen skulle rejse til hendes faders slot og på sin vej skulle han skaffe tre ting; et par svanevinger så hvide som sne, fiskeskæl i alle regnbuens farver og til sidst et bjørneskind fra den største bjørn i skoven. “Hvis han klarer rejsen og har de tre ting med sig vil jeg gifte mig med ham!”. Så steg prinsessen i sin karet og drog videre.
Enkebonden og stedmoren skyndte sig at fortælle bondesønnen hvad havde hændt og at han straks måtte tage afsted. Bondesønnen pakkede sine ting og gik hastigt ned ad landevejen. Han var ikke nået langt før han mødte sin barndomsven fra landsbyen. Han fortalte vennen de glædelige nyheder og vennen besluttede han ville hjælpe ham på vej.
Da de havde gået et stykke vej nåede de til en stor og mørk skov og da bondesønnen skulle skaffe svanevinger, fiskeskæl og bjørneskind tænkte de det nok var et godt sted at begynde. Ikke langt inde i skoven kom de til en sø med vand så blankt at man spejle sig i det. Ude midt i søen var der en lille ø og på øen lå en stor, smuk og snehvid svane. Den lå så stille man ikke med sikkerhed vidste om den sov eller var død. Vennen svømmede hastigt ud til øen og da han så svanen ikke længere trak vejret skar han vingerne af og svømmede tilbage til bondesønnen.
I søen svømmede de smukkeste fisk som skinnede i alle regnbuens farver når solens stråler dansede i vandet. Bondesønnen iagttog fiskene og da de fik øje på ham sprang en fisk straks op i hænderne på ham. Bondesønnen tænkte når nu fisken selv var hoppet op til ham kunne han vel bruge dens skæl.
Nu manglede kun bjørneskindet fra skovens største bjørn. De gik dybere ind i skoven og før de vidste af det stod de foran en grotte. Inde i grotten lå en bjørn og slikkede sine sår. Den var blevet ramt af en pil fra en jæger som tidligere havde været igennem skoven. Bondesønnen gik forsigtigt hen til bjørnen og træk pilen ud af bjørnens side. Som tak fik han lov til at tage dens skind med sig.
Med svanevinger, fiskeskæl og bjørneskind under armen drog Bondesønnen og barndomsvennen mod slottet. Da de ankom var alt pyntet op og prinsessen stod klar med åbne arme. Bondesønnen lagde de tre ting for fødderne af prinsessen og sagde: “Du kan få dine svanevinger hvide som sne, dit fiskeskæl i alle regnbuens farver og bjørneskindet fra den største bjørn i skoven” prinsessen smilede henrykt til bondesønnen. “Men du kan ikke få mig” lød det fra bondesønnen. “Jeg ønsker mig ikke en hustru som intet vil gøre selv, jeg vil have mig en partner jeg kan dele livets oplevelser og udfordringer med”. Og så vendte bondesønnen sig, tog sin barndomsven i hånden og sammen begyndte de rejsen hjem. Rygtet siger at da bondesønnen og barndomsvennen kom hjem til gården hånd i hånd faldt stedmoren om og døde på stedet som var hun blevet kvalt. Enkebonden lagde armen om sin søn og var stolt hans søn vidste hvad der var vigtigt i livet. Bondesønnen og barndomsvennen levede således lykkeligt til deres dages ende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar